**********************************************************
Afsender:
PER-OLOF JOHANSSON
box 58
DK-3450 Alleroed
Tlf. +45 48170909
e-mail:per_olof_johansson@skole-kom.uni-c.dk
***********************************************************
P e r - O l o f  J o h a n s s o n





H v o r  d e   b n e r  d e r e s   
m a d k u r v
 
Digte

Udsendt 1994 p Politiken Online og andre BBS'er.
Diskette 1995 
ISBN 87-985452-0-5

KOPIRET: Kopi m under ingen form gres til genstand for salg uden efter
        aftale med forfatteren. Kopiering i kommercielt jemed til gratis
        distribuering kun efter aftale med forfatteren.
Pris:   Gratis ved fremsendelse af formatteret diskette 720 kb samt 
        frankeret og adresseret returkuvert.

******************************************************************



I
Og han s hende
og hun s ham
og bag visiret, var ansigtet flles
og hendes ben, var hans krone,
hendes kappe skilte dem
og hendes je
men fra hans jne, faldt som gammel maling
synet og billedet
ud i stilheden
og hun vendte sig,
hendes smil blev til intet.


II
I byen
skar krligheden sig ind
som hjrner og sprkker
og dannede buer, kd
danse, sorte gange
fr det ngne foldede sig ud
fra den ngne trekant
til to smukke ben
fra den fine kjole
(som skjulte kroppen).
Fra skyggen under lret
bredte mrket sig
                  ud i hele verden.

Hans ngne pande, var hendes kn
og hans krop var hendes kjole.
Fra hans jne fld blomsterne
                 ned i hendes skd
(til de skjulte hendes hofter).

I hvid turban
og blomstret kjortel
rejste det flles vsen
over det de hav.

III
Den ngne sten som ligner krop
hnger tung som brystet
       fuldt af mlk,
og universets bl gennemsigtighed
vokser til kvinde,
jenlg, flagrende hr.

Han str med bgerne
og nedslagne jne, lnet til stengudens
enorme fingre,
og i hans krop vokser
en kvindekrop op
gennem alle hans rer,
i luften former hans hnd
tilfldigt
hendes ansigt som ser og
griber efter den andens billede,

og ser hendes inderste
som en fjern sten
hvorover tiden lber
                   i lange trde.


IV
Hendes nseflje dirrer, af lys
omkring hende,
skaber rum
s hun taler, med hnderne
til hnderne,
og med den ngne navle
antyder hun sit komme,
hvor mange hun kan vre,
hvor frisurerne skifter,

i forhngets brune folder
kaster hendes krop et lys
udad og indad
og skrer med lungernes arbejde
billede p billede
i lag p lag
af hr og hr.

Som ridset af en brun diamant
og var hver ridse et strlebundt,
tegner hun sit eget jeg



i kd og blod
i naturligt skjul
           dkket af dig
og klarheden.


V
Ved de ngne sorte kvinders
arbejde for sult,
ved det intet hvori de stder
kornet til deres brn,
ved de elendige hytter
som tiden har gjort urenlige,
ved de dde nder
i trerne omkring landsbyen,
ser han sig st
overfor en sort kvinde
og er dd som det malede korn.

Af den stdende skygge
gror den flettede hytte,
gror natten
uden drmme,
med krukken af sult og forladthed
gror fortiden som et mareridt.

Men i det hvide kvadrat
stder de deres drmme
til hans drm
om oprindelsen,
og han ser sig stdt ud
ved mrke menneskers hnd,
og ser sig selv st ensom, sgende,
som skyggen af en krop.

Af det hvide ideal
vlder melet af korn,
strmmer ngne sorte kvinder ud af vggenes skygger.



VI
h, for hun har forladt
enhver
og skilter med sin hule ryg,

s ingen ser de sm tykke ankler
som er s smukke,

og ingen ser knhaserne
fr nu
hvor han griber hendes fletning
og tvinger hovedet rundt

og ser hende forfra
               ud p sig selv,
og husker hvad han s
da hun afslrede sig selv,

og han og hun ikke mere
               var sig selv
og derved bliver det
i springet tilbage:
hun str med sin hule ryg til
og kalder og kalder, altid.

Og enhver ser igennem
det mrke som skabte hende.


VII
Barnet p rejse
griber i Paris om det blanke gelnder
med hnden som rkker sig
ud gennem jet
og i sit blanke tjs folder skjuler sit sande
                        gude-maske-ansigt
lige overfor en lderbetrukken dame,

som har grebet dets hnd
og nu venter at se dets store hoved
ikke mere vre en baby.

Men barnets basunkinder og
strlende kulr
bevarer det
og bestrler det
som amuletten almindeligvis
i forbindelser
         med de blanke stjerner.


VIII
P gyldne sandede veje
stiger de op og op og op
gennem forrsgrnne skove
bjergvrkers trisser og trosser
gennem ngne mennesker
og istapper p husene
op, til det frste bryst
hvor de bner deres madkurv
og spiser med hr i munden
og er forberedte p
sneen og de de tempelpladser
med tanke-bygninger
              over et jenpar
med en hellig ild
              for den nye landsby
som str p ple langt ud i
              den overjordiske s
hvor livet er som sd musik,
ovenp en lang vandring.

Og fra ringen, som forener brysterne
drager det atter tilbage
           ned gennem rstiderne.


IX
Da jnene bnede sig
som fra mrket mod
farver,
vandrede hans sn
op til borgen af pligt,
men hans jne hang altid
ved skyerne
ved fuglene, ved svanen
ved de grnne omrder
p gulvtpperne
nr krigerne vandrede
          henover brdtet
i det rituelle spil
          hvor modspilleren altid
er fordmt.
Men stilheden i det tomme brdt
var som stilheden over dalen
og den grnne s
            som han s.


X
Barnet, der bag masken er en ldre mand,
hans jne, der er striber af tj,
hans lille overskg, som blsten trkker i,
som skyggen af en gr mge
der flyver, som han flyver
udad i livet
bort fra moderen,
den unge dame i lange bukser
som ler henrykt.
De har hver gjort sit
i sommerens lb
og nu er det efterr.

Det gamle barn er som forvandlet,
det er som om kvinden har delt sig
og str frodigere tilbage
i alle sine r.

Han str langt vk,
parat til at modtage
og give barnet hnden
i hans hnd
uden at sprge om noget,

for der er andre gamle mnd
skjult i hans krop
og noget af en dame.

Bag moderen, ligger skyggen af hendes lemmer, som antydning af lys.



XI
Det er krigeren i kulturen:
templet med de to spir,
skulpturerne og springvandene,
og paladset som dekoration.
I skov-templet:
det er krigerens ansigt:
det er et spejl af et spejl,
den gudeskabte symmetri i verden
under hjelmen af blt,
ansigtet gror som en plante
af symmetriske bygninger,
af symmetriske skygger
                     over jnene,
det er skoven i hans hjelmbnd.

Af det frosne springvand
stiger gennemsigtige isfigurer
med lys,
der bde er ansigt og figur,
bde lukket og bent.

Bag jets gitre,
i forgrdens skygge,
under menneskerne p trapperne,
ved de lukkede dre:
rejser en primitiv skulptur sig
med udbredte stive arme
og et kvadratisk hoved:

dets jne er firkantede,
dets mund sort og dyb,
og hret frynset
og kappen ben 
               til genitalierne.

Det er elsker-krigeren.


XII
Hun steg efter den hvide pil
ud af fjerskjulet
ned i havet og op,
uden angst for jernmasken
for hnderne holdt
og hendes gummierede krop
sprang ud af den hvide damp.

Men fra det grnne vand
steg solreflekser
og grnne planter,

og fra hendes hjre side
steg dukkekongen op
med det trekantede bl hovedsmykke p.

Fire par hnder holdt rret hvet,
de var som skrf omkring det.

Den gamle rn holdt sig svvende
over vandene.

Og manden, med den ene ansigtsdel i skyggen,
er hovedet under armen
med tomme jenhuler,

sammen med de to kvinder, 
den gamle og den unge,
den ene med lbeje
            som en konkylie,
den anden et krigsbillede,

og de ser alle forhuden trukket tilbage
i det ideale felt
           i viftens billede.


XIII
Fra vejen, fra rejsen, fra mdet:
han lnet mod domhusets rde mure,
hun, spaltet i seks seende,
ser fra portens skygge
ud over den gamle bymur
ud over havet, 
hvor de sejler i solnedgangen.

De er skygger mod den gule sol,
grnne skyer forener sig med havet
og intet siger de,
en let brise smyger sig omkring dem.

Forenet af en fugtig vd rling,
og alle sejlene de str tegnet i,
s spndte sejl der higer
indad og udad,
s peger han med mandens strke arm
ud over havene
        mod den vingede gud.

Og i det bl, over bjergene,
sejler de op forbi hytter og figurer,
ad klarhedens fjeldstier,
forbi huse med tegl eller spntag
imod den hjeste tinde.

Den vingede gud har kastet sig
ned og favner hendes ene bryst,
og hun har grebet ham
om hret af marmor
             og gr klippe og is.

Ensom gror en ranke
fra skyggen om domhusets mure.


XIV
Skytterne er klare, markerne bare,
hendes jne er skove
        af sne og nletrer,
solflimmeret bag hende
        stjler et kys af hendes mund.

Fstningen i det ideale felt,
hvorfra stierne lber ud i sandet,
den lille plantage bag hegnet,
er snart fortret
af de tgede skikkelser
 i solflimmeret.

jnene ser, med udbredte arme,
gennem sgeren af klar is
o hendes borg
vil snart falde
i hendes egne hnder.

Hun siger: grnne marker vil jeg skabe
af en de rken,
jeg vil vand!

Som en dd
stirrer hun gennem sin skovmaske
p ham.
Han melder tilbage, at den vil falde.

Og murene falder
som noder fra bladet.

I det lille kvadrat
        er hun ensom i rkenen.


XV
Han kom til hendes hegn og s den sorte 
                                          kasse,
han gik til hendes lge, 
og s det ornamenterede gittervrk,
 han gik langs gitteret
og s ind p hendes fliser.

Han s hendes navle, han s hendes hr,
han s hendes ngne kd,
han s trerne vokse i hendes have,
han s alle hendes smukke piger i grsset,

han s dyrene grsse
i det tropiske klima,
han s hende delt
mellem handsker og uden,

han s gennem hende til tret
det ensomme, blomstrende,

han s hende skinne
som den sorte kasse
i hendes lille vest
og den lyserde bluse.

Og i portalen stod lyset
ved det drbte symbol.


XVI
I det tyndeste bl
havde hun sat sig.

hendes tynde bl kbe
var kun knappet over brystet.

Gennem de tynde bl borter
begyndte hendes hud,

og hendes arme kom ud
og hendes knlende kn,

og hendes lange gyldne hr
vldede ud over det bl lin,

og hendes ansigt var nedstigningen
med det mrke hr

mellem de to fremmede
gr mnd med masker

og hendes mund
var det bne skd
hvorfra hret fld

og hendes seng var hvid
af uld og puder,
hendes hnd et hvilende krtegn.



XVII
Han og hun i den tredie forening
med jet over jnene
og de halvt bnede lber
fra sortbl over gul til rd
til en dd mand
hvis bne jne
             alene ser.XVIII
Ngen, i sin ungdom
er hun get det andet je i mde
med sine smukke bryster
som slet ikke er falske
som hendes lange hr og hvide lber.
Brysterne, hnger s bldt
ud i den buede port eller vinduet,
hun skjuler sig under jet,

og han skjuler hende
                       ikke
men fstner hende p murene,

hans hr bliver grt med tiden
og hans tj blt som
         en mrk nattehimmel:

Det store hngsel i muren
holder dren
mellem ansigterne.

Og det er bag dren
      hun str
og viser sin skulder frem.


IXX
Svmmende, mellem fiskerflder,
lange baner af skyer og blger,
rd/hvide markiser og det gule redningsblte,

steget ud af solens
lillaskabende strler,
i det spillende bl vand
som ikke blander sig med det grnne
eller det lilla,
som i et bassin,under bjergene
i vand s bl som bjerg og luft
svver hun
i et ubestemmeligt sted
med udbredte arme,
gennem hele verden.
Alle glder sig ved den herlige aften,
dens stilhed oppe og nede,
men ingenting har op eller ned
kun hun, hvis ansigt
stiger op af hvirvlerne i sig selv.


XX
Under det brusende vand
steg farven i hende
ved synet af den lange dreng
som bjede sig under strlerne.

Hendes ryg og hals og arm voksede,
af brystet steg et rr,
hun voksede af en sokkel
ingen havde set fr.

P de glinsende vde fliser
i hendes mudder-have,
spejlede de sig fra top til t
i gennempisket vand.

Hendes skulderblad var en lilje
der rejste hendes hage,
og drengen skjulte sig
og s ikke hendes blik:

I et ansigts gr lange hr
gik vandet i eet med hret
som hendes ansigt gik i eet med luften -

XXI
Den sorte dr i jet
mod horisontens kildevld,
det store frste je
hvori to mnd er bjet mod sig selv,
og alt det bl i jet
som skinner gennem alle tider
og denne kvinde, som er bag
med krystalkuglen i sin ring.

Og hendes mund som intet siger
og hendes re, som nppe hrer
og hendes hr, som er sat op
en nse over jets mund:
S nr er jet krlighed
eller hun selv, idet hun ser
en mand bevge sig
og venter, at han vender sig

og ser vk, som jet mder
det eneste je.





XXII
P bakken over byen
ss byen som et tag,
og i et hjrne af haven
groede planterne
frodigt over bassinet.

Hun i hans jakke,
talte, som en fugl i ekkodalen
uforsteligt
til nymfen i vandet,

og hun, i hans jakke,
tog hans bukser af p sig
og havde bnet lynlsen
og ville forene sig 
med planten,

og fuglen groede af krukken
og sagde nogle bogstaver
s hun smilte inderst inde,




men ngen vrgede nymfen for sig,
med hnderne, med fladerne
sin af vandet skjulte
ngenhed.

og fuglen, kun en form
hvis mle skabte den
imellem det buskads
og af det dunkle rde:

Den spiste, med det andet nb
af nogle planter,
og fik en ny krop
der var grn og sort,
og hvede sig over det altsammen,

hvorfra den s
sin frste form.








XXIII
"Hun trak lynlsen ned i sin bluse
og tog armringen af menneskeknogle p",
med den ene del af ansigtet
stirrede hun tavst p ham,
hun med sin ferskenhud og unge linier,
med den anden bnede hun sig
og fortalte om det mystiske gamle hus,
ensomt beliggende p bjergskrningen
hvor kun gemserne springer og jages.

Langs de forladte stole til publikum,
til venindernes vasketj
p den tomme scene
og dren bag hendes je,

som greb hun stolene med sin hnd
og scenen med sit hr
slog lydene tilbage
fra mange tavse r.

Fra kulden s hun
sig selv og hende
ved bjergets tegn meget klart
i strikkede bluser,
selv i grnt og vldende hr,
den anden i lilla og sort stramt trklde om panden,
st p den gule slette
som blev til en bugt og et hav
og en gr himmel.

Dr s de den lille dreng i bedekammeret,
knlende foran det drbte symbol,
og bag det alle skufferne og skabe.

Fra den bl himmel dr
skinnede lyset grt
gennem den kvadratisk inddelte rude,
og ad trappen nede deres blik fra bjerg til bjerg.

Under den udvendige trappe groede
blandt brede, solbrndte fyrrespner
en flora rig og blomstrende
og skabte skygger p vggen
        liv i kalken og grsset,

som kobber var hendes talestrm,
og som det blgende eternit-tag
udbrud af latter
som vinden frte bort
eller som knak ved berring.

Af hendes skulder groede
den spaltede tid
mere og mere: sammen med krligheden.

Hvem svarer dem de to kvinder
i hendes bne ansigt.
















XXIV
Hun stiger ned gennem vandet
med maske og slanger og flasker
og hendes hud er som gummi,
sm hvide skyer stiger op over hende,
hendes hr er s levende
i vandet fra hende,
hvor hun sidder, svvende
ved hans arm.

Og under kuplen, en lagkage
med eet lys og brun chokolade
sm rde coctailbr
og gule mandariner
 i den hvide fldeskum.

I midten: det ene rde lys
og over det vajer fanerne.

I trekanten: den ngne pige
ved den solbelyste mur
med ansigtet i profil,
hun plukker noget, mens hun smiler
med halvben mund,
hun har et pnt re.

Hendes hofte, som hendes lille mave
slr et lille sving,
og det rde lys rrer ved hendes
                            rde skamlber
som vokser lidt
og hun smiler lidt mere
til ansigtet i det grnne og sig selv.

Trekanten skrer sig ud af kuplen
som rejsningen p et hus,
skrer et lille hul
i den nedstigendes gummi
hvorfra en lyskaster lyser
ind i den bnede kuppel,
og tnder det rde lys
med brndende ilt.









XXV
Det er efterr i haven,
hans je fanger hende som hun str,
med en lang nedringet kjole,
det bl ansigt, i den hvide kyse
den kolde klare eftermiddag,

Som plnen er grn!
og grdet er grnt af mos!
i grsset ligger gule blade
og over hende synger efterrshimlen
i de ngne grene p det store tr,

Hvide tynde skyer str stille i det bl,
jefisken sejler gennem
det venstre re
ud mellem grenvrkets ansigter,
hendes skuldre hver og snker sig
til et begyndende smil,

P stien er hun lidt yngre end fr
i de blgende strmper,
den store kanin p grdet
er get til ro for vinteren,
de stedsegrnne skjuler sig
som sorte skygger,

Hun er kommet ! uden han vidste det,
og sknt hendes jne er sorte
og tjet alt for hvidt,
kender han hendes smil,
det forventningsfulde,

Kun hendes krop
kaster skygge, en mrkelig klat,
og over hende stiger
den bl kolde kubus
over hans jenbryn i det halve ansigt,
hvis mund er en sti, hvis hr er grene,
nsen sminket hvid og hagen gul
og som knager, som det trre farveklare efterr.
    








XXVI
I det hvide tempel,
p en som ligner et uhyre,
i nichen i havet
i hndens bl kvadrat
har han sin skulptur,

en buste i marmor.

I rummet ved siden af,
stirrer vognstyreren
p det dobbelte vsen
bde ngent og pkldt,
der hviler sig i mrket
fra et rum til et andet.

Gamlingen i den hvide kjortel
vandrer i den grnne eng,
taler om det rum,

for havet og de hvide mure.
           




XXVII
Af de fire frugter i glassklen:
hvorfra trdene gr i alle retninger:
lber den ene langs det
bl hav,
sidder de to ryg mod ryg,
en i rdt og en i hvidt
og kysser hinanden, rundt om jorden,
stirrer den store p ham
fra sin skygge af kappe, og sort hr
ved den krakelerede mur.















XXVIII
Hun sejler gennem den store verden
uden at se nd og elendighed:
byerne er monumenter,
menneskene rejsende,
fortiden tilstede p toppen af byen
og ved havet og lagunen.

Selv er hun sejlet som fyldes
af vinden,
selv er hun roret
der styrer med foden,
kun skyerne ngstes hun for,
ikke politiske oprr,
snarere for en vinget skulptur end den skjulte voldsmand.

I hendes mund, alle haves vand
som lskedrik og bad,
kun det cirkelrunde trdnet
kaster hendes tanker
ud over bden MAMAIA

I byerne vandrer
moderne mennesker
mens hun er ngen og langhret.

Kupler, trne, altaner
eller svalegange
lgkupler, kassearkitektur
rrer hende ikke
for hun er bygningen
 med de dejlige lr.

For hun vender ryggen 
til det drbte symbol,
hendes hjre arm
er uden fast ophng
men rundet som hos en sprllemand.












IXXX
Dato, mens de boede ved stranden.

Adskillige ord som forvandlede hende.

Himlen var mange himle.

Grsset p himlen rg efter sig.

En form, som je, lettede.

En form som ansigt lettede.

Den ukendte med det rde skrf talte med hende.

Ringen snoede sig som en slange.

Bogstaverne skar som en kniv.

Hans ansigt utydeligt, med briller.

Hun gik ind imellem de gule prikker.

Hun smilte til det rde skrf.

Hun tog masken af.

Vandet lavede sm indser.

Fjerne kystlinier viste sig.

Fiskene i luften steg.

Hun tog sorte handsker p.

Han havde en sort halvmaske liggende.

Hans ansigt blev tget med papnse.

Hans lber trrede ind.

Fortidens palmer spejlede sig p den bl himmel.

Blt skar sig ind i blt.

Vandet var i bevgelse.

Hendes hnder, nr de var ngne.

Gdeansigtet lyste gult.

Menneskeflager, hist og her.

Hndens skygge: en hnd.





















XXX
Tung som en sten i munden
s lberne svulmede rdt og forhindrede tale,
glinsende som en metalskive af ord
der dkkede ansigtet p et menneske,
hvis bryst var flet til blods og hvis hjerte
hang i en tynd trd,
sdan var hendes krlighed.

I landskabet, hvor bjergene var hvilende                               
ansigter,
kvinden som istedet for at have ansigt,
sagde ansigt, med hnderne hvilende i                                 
skdet,

Stod der morgen og aften, og s invasionen
af tal og en kriger med hjelm p.

En enlig sky stod fjern og stille om dagen,
om aftenen kom disen mellem bjergene,
det store ansigts rde lber
lyste gennem natten.




XXXI
Igennem den lukkede port
med buen af sorte og hvide sten,
gennem de ornamenterede bl jerndre,
til fastlandet med bjerge og floder,
med vandfald og buede broer
rider han p mulslet
fra sletten ned til kysten og tilbage
over broen ind til tempelbyen.

Mens hun vandrer langs vandlbene,
sejler, bader, altid vd som en odder,
bader midt i byen,
af hendes skd hnger to vde ngne ben,
hun hviler i et hotel af puder.

P stranden mdes de ved hendes blik,
ndsvbt i hendes brune lemmer,
s vandrer de til byen og ruinen
hvor alt forfalder, som skyerne
eller de grnne klipper.

Halvt skjult af den gr kutte hun tager p
og de trekantede mrke briller
ser hun redningsbden i gondolen
hun selv er.
Hun smiler til ham og kysser hans drbel,
han forsvinder nsten af glde.

Som vandet strmmer igennem porten
er deres afskedskys,
mens de ser ned p det brune, mrke, blgrnne
         land i vandet.










XXXII
Som slv svmmer hun ud af den ene                                        
blomst,
af de brune blade i det bl vand,
og nsten i bunden af den flade,mrkebl                                    
                    skl
ligger en stor orange blomst.

P de grnne klipper hviler hun sig,
p de seks kvadratiske slvplader i et kvadrat
glimter i sollyset som sender en strm af vand og lys
gennem hendes veninde med de sorte                                          
              strmper,
hvorfra den sorte viftetrekant folder sig ud,
og hvorfra vandslanger og serpentiner
kler de frugtbare omgivelser:

rter og tomater bliver frugter
p f jeblikke,
et ansigt viser sig i vandskorpen
og modnes.




XXXIII
Han kom fra ilden med hende,
fra den rde og gule,
og de blev til tulipaner,
de s moderne rd-gule.

Han skabte ilden til hende,
som han skabte hende byen
med de mange altaner.

Fra vinterens bjerge blev tulipanerne
modtaget som noget mrkeligt,
sneen l hj p trer og veje.

Den lille by var som et lille bjerg,
det store bjerg var en meget stor by.

Hun s ikke ham og han ikke hende,
men hun voksede i ham
og han voksede ud af ingenting
            som en stor sol.





XXXIV
Da han forlod hende og sengen
var han som forandret:
han forlod teltet,strlende som en sol
og i sin hjre hnd, som lignede et menneske
bar han det drbte symbol
skinnende som en daggert.
Af hans blomstrende kjortel steg hun op
som var hun altid med ham,
og han omsluttede hende med sin venstre                                     
                     arm
og med andre arme stttede han sig
eller blev stttet,
eller var i brn og smdukker.

Han lod tjet glide af sig og stod
ngen som et nyfdt barn,
tog tre skridt ud i morgenkulden
            og var med hende
i alle sine syv par arme,
og som en rytter holder hesten an
forblev han ung p sin bane,
fastende, dog ikke sulten,
dd og dog levende.

Og i dvrgen, den gamle grimme,
med tiaraen, de sorte jne og frmunden
satte han det drbte symbol
da solen steg p himlen
 i hans ddningegr ansigt.
      


XXXV
Han rejser sig fra stolen,stter sig,
har forladt en ved pejsen og kurven med brnde
til een ved dynger af beskrevne akter
om menneskelige lidelser, foran bger
om regler for tvang,
og stiger som forklaret op
langlemmet i en leopardpels,
hans hovede er en aftensol.

I parken, hvor broen frer over renden,
og vejen gr langs sen med nder og svaner,
vokser en palme, eksotisk,
en slange blandt de kuplede grnne ansigtet,
dens blade rkker som tunger efter solen.

Hans ansigt er ikke helt sikkert,
sger ved aften blandt trerne,
flger knasterne i de mrke gulvbrdder,
hrer en fuglestemme
synge i en syden brndeknude!

Aftensolen antnder parken
som bliver gul og rd  og mrk.
Hans gennemsigtige ansigt 
kan ikke brnde, kun lyse.



XXXVI
Plader af guld, som visnede blade,
perler i overddige kdelngder,
kongebl blomster som delstene,
og dle sten overalt mellem guldet,
i broderier, i vvninger indsvbt,
sdan behngt str barnet
og stirrer trygt i mde
enhver som nrmer sig skabet
hvorfra han s rigeligt forsyner sig selv.

Under den blde arm, lidt foran hendes
ngne dydige bryster,
str han med sin vv i halsen,
de tunge sten som lodder tungt
og skyttelen som jager frem
og skaber tj omkring hans hals og hovede.

Han hilser ned til folden p hende
han kender med den store pelshue,
og slynger en kde af blomster omkring hendes hals
til hendes ansigt, med munden mellem jnene
smiler i hans vveri,
 fra sin kasse i proscenium.

Og af buketten griber han forglemmigej,
som bliver til emalje og skinner i hans tj,
lig jne i hans blinde verden.

HAN ser og ser
sig selv kldt ud, fortnderne viser sig
for han smiler, i sin hje hals af guld
og i sit smykkekonglomorat af en krone.

       Hvor rummet bader ham
i sit gyldne lys!



XXXVII
Med jet tt mod trdene
i flammerne som spredes som en vifte,
fra hans skd hvor benene sad fast:
stiger hans ansigt, rekonstrueret
og hans strke arme, strakt i vejret,
ruinen ved hans side synker
ned over to tiltrkkende kvinder
som han er flygtet fra,
og en sort sanger slanger sig ved hans hjre side:

Han krop er klippe, furet af sandet,
og kompasset drejer, peger
den vaklende kurs ud
            OP OVER VANDET.




XXXVIII
Ud af skyen, flygter de
skyggen af en slags general,
en slags udenrigsminister
flygter gennem byen
flygter ud til skoven
hvor to halvngne vsner
sidder i hulen,
og den ene gennem den andens hovede
rkker sin hnd ud
pegende nedefra og op
op over det gennemlyste kranium:

Igennem hulens bning
ser de, de fjerne hjder
            hvlver sig.
IXL
Hos pigen, med de to ngne pigeben ud af munden,
hos pigen, med aftensolen som sit liv,
hos eneboerpigen i bjergene,
ved hendes ngne mltid,
i kkkenet i hytten,ved hendes daglige velser,
ved det ene glas vin til maden:

Hos kvinden som var begyndt at tnke
for at tvinge sin krlighed frem:
De mrkeligste vsener frdedes der
i det klare lys,
alt var rent og pnt,
kulden bed i kinderne.

Ingen kom ellers p besg, men
man s langt ned i dalen
til den milde brise og forrstegnene.

Og om natten,
har katten rystende krllet sig sammen p tppet,
den blafrende lampe gr ud.
XL
I templet kommer hun op af jorden
med sin tunge kurv p hovedet,
hendes hovede hlder svagt,
pigen med jehovedet nejer
og den fremmede bag hende ler i sin kbe,
spalten under hendes nse lyser.

Hun gr op i vsenet
med den orange dragt og det blodrde hovede
og af hvis mund, en lille hvid sky gr ud,
over ansigtet manden-over-kvinden
hvis je er en tynd sprkke.

Over det rde ansigt
svver de to elskende:

Hvis lille hvide sky-pust
      tegner figurer i luften.


XLI
Dansende, fra badestrande
med de symbolske pkldte
til stenlandet, under lgkuplen
til pigen med det lange hr,
som hun skjuler sig i,
til det reflekterede rum
med kuglelampen, kvindeblikket,
til diamanthjernen,
hvis ene ben er et ben,
gennem cirkellys cirkellag
rum rum efter rum
       efter punktet som lyser:

De to, som fra bjerg til seng
lyser i lampen.



XLII
Hans hovede p en hvid stage:
hret blev ved med at vokse,
alle ansigtslinier blev brede og sorte,
i nymfens lund var trerne hans kappe,
hvor stod hun alene i fontnen!

De rde og bl kvinder,
og ligedan soldaten i kampvognen,
og hnden ud af ingenting,
og ogs den etbenede:
vogtede p de indflyvende jenpletter,
den bl var strst.

Under det mrklagte vindue,
voksede rde blomster
             op af de hvide krystaller
som var fyldt i en vase
      fra pottemageren.

P vognen str der 121.

Ud af cirklerne kommer der ansigtet
skve og mrkelige,
som alle observerer,
      de driver bort som skum.

Fra lunden lyder der spinkel musik,
klimpren p stlstrenge,
som brer ringene
      ud af verden.

Den griber pigernes hr,
det forundrer dem,
      s de ser ned.



XLIII
Trt af kreture i den gamle karosse
ad parkens stejle veje
med den fugtige gr skov til begge sider,
trt af den ngne pige i rosenbladene,
trt af pigen med de bl blomster
som kun skjuler en hslig maske,
gr han midtvejen mellem husene
alene, en skygge i regnvejret
som breder sig.

Gr ud af vrelserne,
ned ad de sorte trapper
og bort i det blgrnne lys.

Pigen snker den bl maske
hvori et nyt ansigt viser sig,

nemlig hans forsvundne,
med bl  pande og blt hr,
med blomster ved rerne
som p en profet,

hun rinder ud i krevejen
som sand i et timeglas.



XLIV
Han mder en alvorlig lille pige
hvis flamme brnder klart,

en sol gr ned over havet,
skortet ruller sig sammen,

af hendes pande vokser dild,
af hendes tanke rum.

Pigen gr i blomstermarken
og plukker en hvid buket.

Ved bogkasserne mder hun en ung mand
som bladrer og ikke bladrer.

P gulvet i den frste stue
ligger skyggen af det drbte symbol.

I den gamle stue,
hnger et billede af en gammel mand.

P bordene str kurve
med fuldmodne krydderifrugter.



En gammel tr dame
er p vej hjem fra byen i blsten.



XLV
Hendes jne er omverdenen,
hendes re er omgivelserne,
hendes mund er baggrunden,

hun kan ikke g ud af sig selv.



XLVI
De kommer fra havet, hvor det flyder som guld,
de kommer fra det grnne irrede hav,
de kommer svvende fra luften,
de kommer sovende, med hret beruset
                              af vinden.

De kommer tre p stribe, gende frem,
de smiler nsten ved tanken,
de kommer pegende ud af drmmen
med halvben mund.

Hun kommer, endnu med spejlet i hnden
og med turban p hovedet,
hun har en kappe over skuldrene
og smiler slet ikke.

Hun kommer ikke, hun kalder,
hun kommer ind stende,
ingen ved om hun vil rre sig,
ingen ved, hvor hun vil sidde.

Der er sknket the op
men ingen vil drikke:

med spejlet skjuler hun
nemlig det drbte symbol.



XLVII
            Et lukket je
og ansigtsskyggen p husmurene og dets
lderabe, som ser bagud,
kortskitsen i et hjrne, alt svver
over kvinden med den blomstrende dild,
under forhnget p bden,
med flodbreddens huse bagved:
som p et billede, hvor forhnget trkkes tilside.

I kvindens mund flyder veje og vejnavne:
fra glemte begivenheder i den store krig,
vejnettet breder sig som trde i et spindelvv
ned gennem kaklernes fuger, i det 
tmte bassin,
hvor han sttes uden frygt.

Under ham, de bnede lger til det
                        bombede tempel,
hvorunder den mrkelig villa,
hvor hun er igen, p terassen
som i vinduet p et andet hus,
hvor hun er ved at klde sig af,
hvor alle husene er af gr sten p grnne marker,
hvor horisonten er tget bl
for dt hus og dt hus og dt hus
nr. 2, 3, 5, 6 og 7,
hvor gobelinen ruller sig ind
            gennem rhundreder:

Hvor hun str, med et lem med hovede
med sine dobbelte arme og rde krop,
hvor hun ser venlig ud,
og hvor hun bliver fjern,
som mennesker fjernt p stranden
                  en gr dag.

Og pigen
 med den tusindblomstrede dild
str ved gobelinen,
holder sin hnd under hagen med den
      henrevent bnede mund,
og ser og ser ikke
samlejet i templets ruiner,
mens mennesker flygter til alle sider,
gennem hendes gennemsigtige arm og krop.

Ved det forladte mltid,
ved det friske brd p bordet
og de kemisk rensede vinglas,
krigens sidste brndende lys i krogen,
ved den hvide mur:

Bden driver ned ad floden,
solen skinner, skyerne driver
alting glder, delggende og frugtbart.

Den jelse p muren
lftes af pigens anden hnd,
dilden blomstrer gult p hendes hovede,
lyset brnder i den forladte hule
som for det manglende symbol.



XLVIII
Det kommer frem
mellem alle klatterne
jne, nse, mund osv
af streger, forbindelser
der hvlver sig over indholdet,
der er flere ansigter i eet,
hver klat er et je,
hver streg danner rum,
af rummet stiger det frem som musik i natten,
som underskriften
i et ansigt.



IL
Han sad ved sens bred
i  landskabets drivende farver.

P en afsats voksede tret,
hvis blade hang ud over dalen.

Og mnen lyste, fri af skyerne
som fisken med de syv nb.



L
Som hovedet af en rneunge,
med den rde tegning, og det gr,
som var det dunene
hvide grnne bl gullige
p nbbet, som lyn p himlen,

og jet, den rde klode
p vej gennem universet
i enhvers gr skal.



LI
Skrevet ved den sorte port
med mrket bagved:

I det rde lyshav
fld den bl drbe
ind i den gule strle.

Det rde trngte om bag mine jne
og ser.


******************************************************************
******************************************************************
*******************************************************************
