I DANMARK ER JEG FDT -
HVOR HAR JEG HJEMME?
****************************

Af Per-Olof Johansson
****************************

Frederiksborg Amts Avis
Kronik 11. januar 1990
****************************

Det er sprgsmlet om etnisk identitet, der er temaet for denne artikel. Den er hverken et forsvar eller et angreb, men et forsg p at sortere p de mulige synsvinkler p grundlag af forfatterens egne erfaringer som et 3. generationsbarn af en indvandrerfamilie.

****************************
I debatten om indvandrere og flygtninge tales der om etnisk identitet og integration, som om der her var tale om begreber med en fastslet endegyldig betydning.
Integration - ja det er vel tilpasning til den eksisterende kultur. Men denne homogene kultur eksisterer mske kun i debattrens fantasi? I hvert fald gres der sjldent meget ud af at give en differentieret beskrivelse af den.
Og den etniske identitet - den gamle, som man enten vil fastholde eller forlade - eller den nye, som man sger at erhverve eller mske ngtes at erhverve: det er lige s flydende et begreb som integration.
Hver gang jeg lser om disse emner, skyder der sig nogle  personlige erfaringer ind mellem mig og den aktuelle problemstilling.
Jeg er hverken tyrker eller pakistaner. Jeg taler dansk p den mde, som man nu engang gr det i Lillerd. Min etniske oprindelse har mig bekendt aldrig vret rsag til de konflikter, jeg har raget mig ud i.
Og alligevel: mit etniske udgangspunkt er daglig virkelighed for mig i den grad, at integrationsdebatten rammer mig personlig.
Jeg er 3. generation i en indvandrerfamilie. Det store flertal i den samme situation, som jeg, er forlngst integreret i den grad, at de ngter at erkende de trde i deres familie, som frer tilbage til hjemlandet. Mske erkender man deres eksistens, men sjldent deres betydning. Og det kulturelle flleskab p mange ledder og kanter mellem Sverige og Danmark har gjort det ganske "let" at indtage en sdan holdning.
Det har simpelthen vret en del af integrationsprocessen, at man har ngtet at tale om den. Richard Willerslev har i bogen "Den glemte indvandring" afdkket processen i tal, men anskuer den tilpasningsmssigt som problemfri. Jeg anser det dog for symptomatisk, at man taler langt friere om en oprindelse fra Jylland eller Fyn end om tilflytning fra Skne. Jeg opfatter det som selvcensur. Det er ikke problemfrit at skre trdene bagud over. Halfdan Rasmussen har i digtet "Og det var Mormor", om mormor, der var fra Smland, bedre fattet den skjulte tragedie:

"Og ingen bd hende ind i varmen
og kom hun ind sad hun stum og stiv
og hendes jne blev meget mrke
som var hun flygtet fra dette liv.

Og jeg kan huske, at hendes hnder
var gr og slidte og meget ru
og strg mig varsomt henover kinden
og mere husker jeg ikke nu.

Og da hun dde, var mor fortvivlet
og sad og grd i de sorte klr
for gamle mormor, der var fra Smland
og aldrig fandt sig tilrette her."

Sprog og erindring er vigtige holdepunkter for identiteten og ingen af delene starter med os selv. Jeg dyrker den almene "svenske kultur" som er interessant i sig selv, men for mig er den i denne forbindelse et redskab til at holde andre kilder flydende til en kultur uden navn.
Blot et enkelt eksempel p arvegodset vil vist i sin enkelhed vre nok til at demonstrere, hvor kompliceret oplevelsen kan vre.
Jeg har en fuldkommen tyrkertro p Gud som realitet. Dette slog mig i den grad ved lsningen af den rationelle Palle Laurings fremragende erindringer, s jeg mtte fle det, som tilhrte jeg en ldre generation end han.
At dette arvegods ogs flger nogle danskdanskere, ndrer ikke ved det forhold, at jeg erkender min nuance som indvandrergods. I Sverige ville det nppe have overlevet i samme umiddelbarhed, jeg ville have gjort op med det eller lbet ind i en sekt!
Men helt uanset i hvilket omfang jeg taler som undtagelse (og omtale af et emne plejer at afslre, at undtagelsen er en "oplevelse" snarere end en statistisk realitet), s ligner de problemer, jeg bakser med, det som de nye indvandrere sls med og skal sls med i generationer.
I et demokratisk samfund, hvor grundloven sikrer alle ret til religionsfrihed, til ytringsfrihed under ansvar, sikrer mod at blive diskrimineret p grund af race eller etnisk oprindelse, burde det ikke vre et problem, at indvandrere prver p at bevare deres oprindelige kultur. Indvandrere gr dette som vrn mod de overvldende omgivelsers tryk, mens dette benbart af visse kredse opfattes som en trussel mod egen identitet.
Det tages af nogle for givet, at den kulturelle styrke, som af indvandrere udvises af 1. generation vil kunne holde sig i generationer, og ved hjlp af den lille tabel regner man s ud, hvor meget denne fremmede kultur vil "fylde" om 100 r.
For indvandrerne ser det helt anderledes ud. De oplever hver eneste dag og i hvert eneste jeblik, hvorledes deres oprindelige kulturgrundlag smuldrer, krakelerer, udtyndes, opblandes og taber sin mening.
Men det debatten isr ikke fr fat i, det er, i hvor hj grad alle disse oplevelser er individualiserede. Det er mske det strste skel mellem dansk-danskerne og os andre: at der, hvor de taler frejdigt ud fra troen p at tilhre fllesskabet, fler vi smerteligt, at vi hele tiden m sls for at hre med. Den naturlige integration kan vi genfinde bagud i tidligere slgtled. Vi kan ikke gre deres integration i hjemlandet til vores, selvom vi er s priviligerede, at vi "bare" kunne flytte, for vores bagage er allerede alt for stor, vi m lse problemet her, hvor vi nu engang er.
I stedet for at beklage, at indvandrere sger sammen, skulle man glde sig over det. Det, som i starten ligner en forskansning, vil nemlig forvandle sig til en sluse begge veje, hvis den mdes med fornuftig velvilje.
Og for den enkelte indvandrer vil en sdan sluse vre af uvurderlig betydning. For det er noget af det, man oftest stopper op overfor: at denne anden kultur, som man brer p, kan blive en ddvgt, fordi den ingen naturlig udfoldelsesmuligheder har.
Man kan vre s heldig, som jeg har vret, at have en stor familie og venner som udviser tolerance over for svel sprogafvigelser som ens beskftigelse med fortiden.
Alligevel har jeg let ved at se de mangfoldige variationer af konflikter som indvandrere, flygtninge eller adoptivbrn kommer ud i, fordi deres naturlige milj er vk eller undertrykkes.
Dette er problemer som forstrkes i de senere generationer. Af hjemlandet anerkendes de nppe som udvandrede, og deres viden om og tilknytning til bedsteforldrenes land vil kun blive trukket frem, hvis de opnr en positiv bermmelse p et eller andet felt. Vilhelm Moberg tvang Sverige til at interessere sig for udvandringen til Amerika og vil i fremtiden hjlpe mangen amerikaner med afbrudt erindring. Det var en grov afvigelse fra reglen.
Igen fler jeg, at jeg har vret heldig. I kraft af flles arbejdsplads fastholdtes fllesskabet om oprindelsen af flere familier, og forbindelsen til hjemegnen vedligeholdt man ogs, bde af arbejdsmssige rsager og familire. S en 3. generation har haft tt kontakt med 1. generations indvandrere og ssonarbejdere.
Hvor man genkender sin egen fascination af en svensk afkrog, nr en i Danmark fdt tyrkisk pige p 6-7 r fortller om sommerens besg i hjemlandet. I enhver forstand spndende og dragende - men samtidig med fdderne fast plantet i dansk klima: "Puh, hvor var der varmt, og du skulle se, der var helt fyldt med flyer."
Og s det individuelle. Mine sskende oplever det ikke p samme mde som jeg, og jeg er endda den yngste. Hvad er rsag og hvad er virkning? Jeg lser en svensk avis daglig, jeg ser svensk tv daglig, jeg forsger at komme til Sverige jvnligt, og mindst een gang rligt til min families hjemegn, jeg lser en del svenske bger. (Gad vidst hvor mange af de danske degrdsejere, som i virkeligheden dyrker det tabte land p den fordkte mde? Broby-Johansen gjorde i hvert fald. I bogen "Mit sterlen" skriver han: " Min mor kom derfra, og jeg bor der selv nu, hvis jeg ellers bor nogen steder.")
Alts, den totale integration er mislykket projekt p mig, og jeg har, som det fremgr, ej heller intentioner om at fastholde min etniske oprindelse som et blot og bart privat problem.
Det kan da undre en, at der i den grad tales om nutidens rodlshed samtidig med, at man dyrker integrationssprgmlet. Mske ligger lsningen i, at danskere, svenskere osv i stedet for at tage kulturgrundlaget for givet, tog rdderne op til revision.
Alts dyrkede egne, personlige rdder lidt mere i stedet for at bekmpe andre. Forskellighederne, det flles grundlag til trods, ville springe i jnene.
Nr vi holder fast i de demokratiske frihedsrettigheder, er det ikke de vrige kulturelle forskelligheder, som forhindrer, at der bliver plads til os alle.

*******************************************************