Bider hunden 
 
Af Per-Olof Johansson 
box 58 
DK-3450 Allerd 
e-mail: per_olof_johansson@online.pol.dk 
 
 
Kronik i Politiken  17. nov 1992.  
 
Kronikren er bange for hunde, og det har han skrevet et brev om. Den aften 
drejede DR TV's magasin 45 Minutter sig om den halve million danske 
hundeejeres opdragelse eller mangel p samme. 
 
Kre Marianne. 
Det er ikke s enkelt at vre enkel. Alts, kre Marianne. Straks tror 
lseren, nr det ikke lige er dig, at dette er et brev til Frankrig. Hvad 
ligner det ogs at offentliggre private breve? S udstter man sig for den 
slags misforstelser. Se nu bare Paulus. 
Men lidt med Mariannes kamp for friheden har det da at gre, Selv om det i 
en gal verden er et af de mindre onder, jeg skriver om. 'Er du begyndt p 
den artikel?' sprger du. 
Hvorfor ikke? Fordi den danske hunde-mafia er s stor, at jeg drligt kunne 
overvinde selvcensuren. Derfor m dette stiles til dig, for dog at tro p 
en lser. 
For at vrge for mig, gav jeg dig for mange r siden en antologi 
'Huspostil for hundehadere' samlet af Jannick Storm. Den er god. Rar at 
sge trst i nr man kommer dirrende hjem fra en af de der oplevelser, hvor 
hund med eller uden hundeejer har sat dig og mig p plads som de idioter, 
vi er. S tnkte jeg det nyttigt at kunne tage Holberg, H.C. 
Andersen og mange flere i hnden. Holberg: 'Plutarcus fortller, at da 
Csar saae nogle riige Romere at have Hunde-Hvalpe udi deres Skd, spurgte 
han om deres Hustruer ikke fdde Brn.' Eller Kurt Tuchol-skys 'Afhandling 
om hunden samt om stj og lyde' der fr en til at hikke af grin. Jo det 
hjlper, og alligevel er vores egen historie en anden variant. 
Forleden kom jeg s hjem med Johs. V. Jensen 'Retninger i Tiden', som 
rummer artikler fra perioden 1925-30. Sandelig interessant ud fra mange 
synsvinkler. Jeg forventer ikke at finde en artikel om hundeplagen. 
S mske var det en simpel flge af overrumplingen, at jeg falder pladask 
om af grin. Han gr helt grassat, jeg er ligeglad, jeg morer mig bare over 
hans raseri. Som Tucholsky hefter han sig ved stjen, men det bliver til 
udfald i mange andre retninger ogs. Hans beskrivelse af et mde med en 
hund, julemorgen p Frederiksberg, er et prosadigt, der br indg i 
fremtidens udvalgte digte. Et digt som det er en fryd at lse op, men som 
ikke lader sig citere kort. Dog det handler om en vanskabt hund, stiv af 
fedme, som end ikke levner en madpakke p vejen et blik, og som for ham 
bliver et billede p Danmark julemorgen. Hvordan tage konkurrencen op p de 
vilkr? Det er hverken stjen fra hundene eller hundelortene, som vi raser 
over. 
Det er den kensgerning, at hunden bider, eller rettere: at hunde kan bide. 
Temaet er frygt. Frihed for frygt var den fjerde form for frihed i 
prsident Roosevelts tale den 6. januar 1941. 
Tucholsky: 'Hunden lever til stadighed i Trediverskrigen. I ethvert 
postbud vejrer den en farende landskngt, i mlkemanden de svenske 
fortropper, i vennen der besger os, den Skindbarlige. .Udresserede hunde 
lever endnu i jordens urtilstand.' Johs. V. Jensen: '.i en pause, nr der 
er renlyd, forsikrer den glade ejer at den bider ikke!' Det er jo 
klassikeren: Den bider ikke. Her begynder mine problemer med selvcensuren. 
For nogle hundeejere understreger, at det som eventuelt kunne f deres hund 
til at bide: det er, at jeg er bange. Problemet er ikke hunden og dens 
tnder og drlig opdragelse. Problemet er mig og min frygt! Der er nogen 
sand psykologi i argumentet, det er jeg sikker p. Det er et argument, der 
ogs anvendes over for kvinder, som er bange for at blive voldtaget, ldre 
som er bange for at blive overfaldet og frarvet deres penge. Frygten bner 
for angrebet. Der er sikkert noget om det. Alts: Frygt ikke! Hvor er det 
let at sige det til menneskene, og dog er det svrt at forestille sig 
menneskene uden frygt. Som det gamle eventyr fortller, mtte drengen som 
ikke kunne gyse simpelthen lre det for at kunne regnes for et menneske. 
Alts er der en frihed mere at kmpe for: Friheden til at frygte. Hunde 
svel som mennesker m affinde sig med de frygtsomme og lre at lade dem i 
fred. HER I Nordsjlland blev det regnet for et stort fremskridt, da 
Statsskovvsenet opsatte skilte, der tillod at hunden mtte komme i skoven 
uden snor. 
Det hrer til tilladelsen, at hunden skal vre under frerens kontrol. 
Men det er bare noget sludder og vrvl, som aldrig bliver hndhvet. 
Aldrig! Nr hunden er ls, lber den som det passer den. Den rbende 
fljtende hundeejer er lige til en hjemmevideo. N, han eller hun er jo 
ikke de vrste, for her ser vi blot, at mennesket ikke har magt, som det 
har agt. Nej, vrre er den hundeejer, som fuldstndig ignorerer ens bn om 
at kalde hunden til sig og uanfgtet lader den fortstte sit stormlb hen 
imod en. Eller den hund med en bekendt, der rbte til os: 'Er i I da blevet 
bidt?' Jo, jeg rbte tilbage: 'Er det ndvendigt?' og jeg skriver det her. 
Hvorfor skulle vi udrydde ulven blot for at slippe hunden ls. Denne skov, 
som jeg som barn har gennemstrejfet p kryds og tvrs og kender hvert 
hjrne af - hvad ret har hundeejerne til at afskre mig fra den? Jo, jo, 
der findes velopdragne hunde, men ikke alle kan p hundrede meters afstand 
se, hvilket tilflde vi nu str overfor, ligemeget hvor evigtforvisset 
hundeejeren selv er om det. 
Det eneste, den slags hundeejere vi her snakker om, har respekt for, det er 
andre hunde - og biler. Srlig folk med sm hunde srger for at have den i 
snor. Mder de en aggressiv hund, lfter de den lille vovse op i favnen. 
Jo, jeg er udmrket klar over, at ikke alle hundeejere kan skres over en 
kam. Og de eneste hundeejere vi frygtsomme kan f i tale, det er de 
velopdragne. De burde s i og for sig give os ret, og sdanne tilflde 
gives, men som regel er de meget mdeholdne i deres kritik. De m alligevel 
fle sig ramt. 
Ved et lille ophold i teksten var jeg ude for en sjov oplevelse, der viser, 
at ogs hunde kan optrde ganske menneskeligt og frygtsomt. Midt i byen 
mder jeg en schfer, og jeg fr straks antennerne ud - hvad vej tager den? 
Da den opdager min opmrksomhed, ser den ganske forskrkket ud og hopper op 
p en afsats for ikke at mde mig, det er helt tydeligt. Jeg undrer mig 
lidt over dens opfrsel. Jeg mener at have set den fr, men fantaserer lidt 
hen over emnet: Hvis man har byrve, hvorfor s ikke vildtlevende schfere 
midt iblandt os? Et par veje lngere fremme hrer jeg et typisk 
hundeejerfljt, og ser ham i det fjerne - jamen det er jo hans! Jeg er 
ndig og cykler hen og fortller, hvor hans hund er set. Han tror mig 
nsten ikke. Du forstr det: En hundeejer med en hund, som gr til side for 
mig, gr jeg gerne en tjeneste. 
Du vil altid gerne cykle p stien fra Rdhuset til nyttehaven, og ni ud af 
ti gange m vi vende om eller stoppe og vente for at undslippe lse hunde. 
Der er nsten lige s mange hunde p vejen parallelt med stien - de er bare 
i snor endnu, for ellers kunne hunden lbe ud p vejen. Disse hundeejere 
viser dermed, at de er ganske usikre p herredmmet over deres hund. 
Nu har jeg en fortid som hundemedejer, s min frygt er mske knap s 
udtalt som din. Jeg er dog ikke i tvivl om, at den stikker dybt. 
Det klassiske tilflde er en cykeltur med Hanne for over 25 r siden. Ud 
fra indkrslen til et mindre herresde stormede pludselig to grand 
danois'er efter os! Min cykel fik vinger, alt var glemt om mandens 
beskytterfunktion, nu er du advaret. Jeg har ogs derfor i velforstet 
egeninteresse prvet p at f dig til at forst, at du ikke skal stoppe op 
og st af cyklen. Det kunne aldrig falde mig ind. Mine instinkter de krer! 
Det var et godt ord, jeg fandt hos Johs. V. 
(Og for frstre gang fler jeg mig ogs ganske i pagt med denne lidt 
kammeratlige forkortelse.) Han kalder det, som finder sted i Danmark for - 
hundeafguderi. Det er sagen i en nddeskal. Det er hunden, der er herre. 
Tnk p kvinden i pels ved Hea-therhill p Nordkysten. Hun kunne ikke kalde 
hunden til sig, sknt den gende jagtede os, og s rbte hun minsandten: 
'Kan De ikke g en anden vej?' 
Noget af det mest uhyggelige, det er da, nr hundeejeren selv er bange for 
hunden. Sommetider er man jo flere om ejerskabet, og det afspejler, at 
hunden kan vre inddraget i et uhyggeligt psykologisk spil. Vi havde sdan 
en hund derhjemme. Selv var jeg aldrig bange for den, det var der andre, 
der var, og den endte med at bide far. Naboen kaldte den lven, fordi den 
altid som en rasende for gende op og ned langs hkken, nr de gik forbi. 
Da den skulle aflives, var det ganske naturligt, at dens tillid til mig 
kunne bruges, da dyrlgen tog livet af den med en blokpistol. Sdan. 
Mske er det den oplevelse, og s det at jeg mtte assistere, da dyrlgen 
med en sprjte tog livet af dens forgnger, der gr, at jeg har det lidt 
svrt med det endelige opgr med hundeejerne. Jeg forstr deres 
afhngighed. 
P den anden side fles det ret godt at f sat p plads, at det raseri, der 
vlder op i en ved de hensynslse hundeejere, ikke skyldes hundehad eller 
almindelig surhed, men slet og ret frygt. En frygtsomhed som vi dagligt 
bearbejder, bekmper, lever med, og som vi tror menneskene kan hjlpe 
hinanden af med. 
S virker det ganske absurd, at hvad der hentes ind det ene sted straks 
skal rives ned rundt om hjrnet af en ls hund. For nogle kan det 
naturligvis blive en helt sygelig tilstand, og det er jo det de vilde 
hundeejere gerne vil have al hundefrygt ind under - kynofobi. 
Faktisk tror jeg, at vi ville have strre samfundsnytte ud af at fokusere 
p hundeafguderiets rsager. Jeg tror, det er en mangelsygdom. Der burde 
sttes ind med sttteforanstaltninger, nr folk fradmmes retten til at 
holde hund. Og de burde fradmmes denne ret, nr deres frden med hunden 
har givet anledning til naturlig frygt hos omgivelserne. 
S kunne vi atter frdes frit i det danske kulturlandskab. 
Efterretningerne fra Somalia, Sarajevo osv. skal nok holde frygten i live 
endda. Som ogs velseskanonernes brag ved Sandholm i nat. Kun forsigtigt 
siger vi godmorgen. 
 
*************************** 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

