
Erindringer fra et Ophold paa Bornholm i
1822 - 23.

Af D.F. Eschricht.

Et Foredrag, holdt i den Skandinaviske Forening
den 29 Avril 1854.
Trykt i
D.F.Eschricht: Folkelige Foredrag. Kbh. 1855-56

Gengivet ASK Tidsskrift for Dansk Folkekultur 23/1995 s.4-11


Danmark  er et lille Land; dets Befolkning hrer til een og  samme
stamme. Naar desuagtet i dets forskjellige Dele viser sig en  ikke
ubetydelig  Forskjel i Henseende til Sprog, Sder og  Skikke,  saa
finder  dette  en  naturlig Forklaring i  Landets  sregne  Natur.
Danmark  indbefatter  adskillige er og  grupper,  tildeels  vidt
spredte  fra hinanden og i ringe Samqvem indbyrdes, i end  ringere
med fremmede Nationaliteter. Flgen heraf har ndvendigvis maattet
blive, at Folkets Udvikling paa hver af grupperne er gaaet frem i
en mere eller mindre eiendommelig Retning, men paa dem alle kun er
blevet lidet paavirket af fremmede Sprogformer, Sder og Skikke. _
Vi vide, at i Island endnu den Dag idag hres det Tungemaal, der i
den  fjerne Oldtid ld over hele Skandinavien. Paa lignende  Maade
staae  trindt om paa de skandinaviske er mangfoldige Sregenheder
i  Folkets  Sder  og  Skikke, Charakteer og Levemaade  som  hist
mrkelig Minder om hele Skandinaviens Fortid..
Disse   Folkeeiendommeligheder  indenfor   vort   eget   Fdelands
Enemrker  fortjene altsaa i fuldeste Maal den  Opmrksomhed,  man
isr  i  den  seneste  Tid har skjnket dem fra  flere  Sider.  Vi
beklage  med  Rette, at de i de foregaaende Aarhundreder  kun  saa
sjeldent ere blevne skildrede af Samtidige; ja blandt de Nulevende
kunne endog de Yngre med en vis Ret klage over de ldre, fordi  de
saa  sjeldent have optegnet hvad de i deres yngre Aar  have  seet,
hrt  og  oplevet:  thi  naar overhovedet Folkeeiendommelighederne
tabe   sig   i   samme  forhold  som  det  indbyrdes  Samqvem   af
Folkestammerne vorder lettere og mere levende, saa tr de  vistnok
antages paa Danmarks spredte og tildeels afsides liggende er i de
sidste  20-30  Aar  at  have tabt sig  i  et  strre  forhold  end
tidligere i hele Aarhundreder.
Medens jeg for nylig engang anstillede disse Betragtninger,  faldt
det  mig ind, at jeg jo nu selv maa regnes til de ldre, og at jeg
jo  ogsaa i min Ungdom har levet idetmindste et Par Aar paa een af
Danmarks  mere  afsides liggende er. Jeg  kaldte  tilbage  i  min
Erindring  en Rkke Billeder fra hine lykkelige Aar, og jeg  giver
dem  her som jeg har dem. Vel veed jeg kun altfor godt, hvor hist
ubetydeligt  et  Bidrag  de  give  til  Kundskaben  om  denne  es
eiendommelige Sder og Skikke; men det er nu engang min mening, at
et  Folks Charakteer og Levemaade ikke tilfulde kan opfattes  uden
ved  at  faa  dem skildrede fra flere Sider, af Lrde  og  Ulrde,
Indfdte  og  Fremmede,  og  at  hver  skildring,  hvor  kort   og
ubetydelig den end er, tr gjre Regning paa velvillig modtagelse,
saafremt  den kun er taget paa selve stede med synde ine  og  god
Villie.  Derfor  har jeg ogsaa haabet, at De i  denne  Time  vilde
skjnke disse mine bornholmske Billeder Deres opmrksomhed.

    -------------------------------------

Den  9.  August 1822 behagede det Hs. Majestt Kong  Frederik  den
Sjette, paa min derom indgivne Ansgning, allernaadigst at udnvne
mig  til Landphysicus paa Bornholm. Jeg var dengang ikke fuldt 24
Aar  gammel , og mine Venner kunde ikke noksom undre sig over,  at
jeg  i  saa  ung  en  Alder vilde rive mig ls  fra  et  lykkeligt
Familieliv  og  en  til  videnskabelig  Uddannelse  meget   heldig
Stilling,  for  at lade mig ______ "levende begrave" i  Nex!  thi
saa  ringe  agtedes for et trediedeel Aarhiundrede siden  Livet  i
denne  lille  By.  Naar jeg nu tnker tilbage  paa  den  Tid,  saa
forekommer  det mig, at en ganske anden Betnkelighed  burde  have
gjort  sig  gjeldende  hos mig. Jeg havde nemlig  oprigtigt  talt,
dengang  kun  meget ringe Erfaring som practisk Lge,  og  i  Nex
skulde jeg staae ganske alene. Paa hele Bornholm var kun endnu een
Lge,  nemlig Regimentschirurgen, og han havde sin Bopl i  Rnne,
altsaa  4  Miil fra Nex. Men jeg dengang som sagt, knap  24  Aar
gammel,  og  nar man er ung, gjr man sig ikke mange  Skrupler  af
denne  Art.  Det  Hele var noget Nyt, havde i  alt  Fald  Nyhedens
Interesse,  -  og  jeg  gik  med  freidigt  Mod  ombord  paa   den
bornholmske Fiskerqvase.
Modvind  og  Vindstille tvang Skipperen at  gaae  til  Ankers  ved
Hammershuus, og jeg kaldtes op paa Dkket for at see mit Physicat.
Hammeren  med sin stolte, halv hensmuldrede Borg var  for  mig  et
overraskende Syn. Jeg havde dengang rigtignok allerede gjort nogle
Reiser; men for 30-40 Aar siden reiste Kjbenhavnerne ikke  gjerne
i  selve  Danmark. Paa deres udflugter sgte de helst den korteste
Vei  over  til Tydskland, og skjndt jeg allerede havde  vret  to
Gange  i Berlin - frste Gang som en 8-9 Aars Dreng, anden Gang  i
det saakaldte Rus-Aar - kjendt jeg dog af selve Danmark ikke endnu
andet  end  det  stlige Sjelland og Men. Da jeg altsaa,  efterat
vre  sat  i  Land ved Hammeren, paa een af de smalle  bornholmske
Vogne  for  fire Personer og med lige saa mange Sder, kjrte  hen
over  Fjeldene og gjennem de yndige Dale med deres lave  Lvtrer,
lrte  jeg i mit eget Physicat Danmark at kjende fra en ganske  ny
og hist tiltrkkende Side.
Mindre behageligt var Synet af min nye Residents, Nex. Jeg var en
reen skjr Kjbenhavner og, som Kjbenhavnerne i Almindelighed paa
den Tid, meget tilbielig til at bedmme alle andre Byer efter den
Kjbenhavnske  Maalestok,  - og Nex stod  rigtignok  uhyre  langt
tilbage  for  Kjbenhavn.  Den bornholmske  Dialect  ld  ogsaa  i
Begyndelsen temmelig skurrende i mine kjbenhavnske Hreorganer. -
Paa  den anden Side er det hist sandsynligt, at Bornholmerne  fra
frst  af  ikke  syntes  videre om  den  nye  Doctor.  Min  afdde
Forgnger, Landchirurg Knauer fra Ditmarsken, havde vret en  Mand
hit  oppe  i  de 60 og af et anseligt Ydre. Jeg var nu  rigtignok
idet  mindste over 24 Aar, men saa ud som om jeg kun var 18  eller
19.  Desuden  stdte jeg hvert ieblik an mod  al  god  bornholmsk
Levemaade.  Endog ved det allerfrste Besg i et Huus undslog  jeg
mig altid haardnakket for at drikke et Glas Brndeviin med Vrter,
og  paa  det  ganske  sdvanlige Sprgsmaal: "naa,  hvordan  synes
Doctoren  om Bornholm?" svarede jeg letsindigt: "det er en  deilig
";  -  indtil jeg endelig fattede mit Misgreb ved en gammel Mands
alvorlige  Bemrkning:  "vor allernaadigste  Konge  kalder  ellers
Bornholm  Vort  Land  Bornholm." Mit  Svar  blev  da  fra  nu  af:
"Bornholm er det skjnneste Land, jeg har seet", og hermed var man
fuldkommen tilfreds.
Hvad  der imidlertid begrundede, og jo ogsaa bedst egnede sig  til
at  begrunde min Lykke i den nye Stilling, var det Held, jeg havde
med mine Kure, og det har tidt undret mig, at jeg dengang kunde  i
den Grad gjre Lykke som practiserende Lge. Mit frste Ry fik jeg
ved Behandlingen af en Mllerdreng, hvis Arm var bleven knuust paa
tre  Steder ved at gribes af Mllens tande Hjulvrk. Da jeg  havde
faaet han helbredet uden Amputation, vilde Alle have den unge Nex-
Doctor  hentet, om ikke for Andet, saa for at lade  hele  Familien
faa  ham at see. Om Morgenen havde jeg ofte 2-3 Vogne eller i  den
paaflgende strenge Vinter 3-4 Kaner med Klingende Bjllespil  for
min  Dr.  Man  vilde  hre min Mening om  Alting,  og  fandt  den
almindeligvis, eller lod idetmindste som man fandt den, fuldkommen
rigtig.  Jeg var snart saa at sige bornholmiseret. Jeg kunde  ikke
begribe,  hvorledes  det  Bornholmske i Begyndelsen  havde  kunnet
skurre  i mine ren eller lyde syngende. Det forekom mig tvertimod
langt  kraftigere  og behageligere end den Kjbenhavnske  Mundart.
Bornholmernes  Nationaldragt  havde  altid  forekommet  mig  meget
kldelig;  for det Eiendommelige ved deres Fester fattede  jeg  en
hi Grad af Interesse.

                _______________________________

Af  Bornholm har, som bekjendt, hele den midterste Deel af  Landet
altid ligget uopdyrket  under navn af Almindingen. Paa min Tid var
dog allerede en temmelig stor Strkning deraf bleven beplantet med
Gran.  Bnderbyer  findes ikke. Alle Gaardene  ligge  spredte,  og
enhver  af  dem  er,  ligesom  Kirkerne  stillede  efter  de  fire
Verdenshjrner. Det Sidste gjr sig ogsaa gjeldende i Husenes hele
Indretning. Stuelgen ligger nemlig fra st til Vest.  Man  trder
ind  i  Storstuen igjennem en Dr paa den stre Vg.  Til  Venstre
(mod Syd) har man da Vinduerne (3 eller 4) ud til Gaardsrummet  og
langs  med  dem en Bnk, for hvilken er stillet et langt Bord:"det
sndre  Bordet".  Til  Hire  staaer  et  mindre  Bord:"det  nrre
Bordet",  ved hvilket Tyendet eller ved Gjstebudene alle Mandfolk
have  deres Plads. Ved den vestlige Ende af det lange Bord  findes
en  Lnestol  med hi Ryg: Hderssdet, hvortil ellers Huusbonden,
men  ved  Besg  Gjsten, ved Festerne Prsten harEneberettigelse;
ved Siden staaer det bornholmske Uhr og findes Drene til de andre
Stuer.
Om  de  behager,  ville vi engang trde ind i en saadan  Storstue,
medens der holdes "Uffrl", det vil sige: en Begravelsesfest.  Paa
Bnken  langs  Vinduerne til Gaardsrummet sidde  ved  det  "sndre
Bordet"  alle  "Qvindfolkene". De ere alle kldte i den  nationale
Srgedragt,   hvorved  Rkken  i  sin  Heelhed  faaer   et   meget
hitideligt  Udseende.  Deres Kjoler ere sorte  eller  idetmindste
mrktfarvede;  om Halsen er paa en sregen Maade bundet  et  hvidt
Trklde,  paa  Hovedet  sidder en Pynt af  forskjellig  Form.  De
rigeste  iblandt  dem bre "Nller": smaa Huer, der  sidde  strkt
bagtil og ende lidt over Issen med en opretstaaende Strimmel tvert
over hovedet, besat med en Rkke  stive, stilkede, sorte Blomster.
Foran Issen er Haaret strget strkt tilbage og puddret. Ogsaa den
midterste Deel af Panden er ved Hjelp af Tlle eller Pomade belagt
med Pudder i Form af en skarp afgrendset trekantet Deel, der gaaer
spidst  ned mod Nsen. Andre bre foran den korte Hue en  Knipling
af  samme   Form som hiint Pudderparti og forenet med  to  bredere
Kniplinger,   der  over  rene  stige  ned  paa   Kinderne.   Alle
"Qvindfolkene" sidde meget tause og stille.
Er  der Plads ved dette Bord til Flere end Qvindfolkene og Prsten
(og  Nexdoctoren), saa har ogsaa Degnen og nogle af de fornemmere
Bnder  faaet  Sde paa dets nordre Bnk. Mandfolkene  bre  lange
sorte  Kjoler  og smukt hvidt Linned, men Alt efter et  gammeldags
Snit.  -  Bordene ere belagte med meget reent Dkketi.  For  hver
Gjst ligger Gaffel, Kniv og Skee, for strste Delen af gammeldags
Form, Skeebladet kredsrundt, Skaftet smukt udarbeidet. (Paa en  af
Skeerne fandt jeg indgravet: 1660.)
Prsten   minder  om,  at  lse  til  Bords.  Almindelig   Stilhed
paaflger,  medens  Alle  holde  Hovederne  snkede  og   Hnderne
foldede.  Prsten hver sig frst, derpaa strax  alle  de  vrige,
hvorpaa  de  ligesom Alle paa eengang give sig  til  at  smre  et
stykke  Smrrebrd og fylde Brndevinsglassene. Mandfolkene  tmme
frst  hver  isr sit Glas, hvorpaa et af Glassene gaaer  rundt  i
Qvindfolkenes  Rkke. De gifte Koner tage for det meste  ogsaa  en
heel  "Syp";  Pigerne (udtales "Peierne"; de  ganske  unge  kaldes
"Piblinger")  nippe  kun til Glasset. Hver  spiiser  derefter  sit
Stykke Smrrebrd.
Nu  sttes  en  Mngde Fade paa de to Borde. (  Ved strre  Fester
kunne  ogsaa vre dkkede Borde i de andre Stuer.) Den frste  Ret
bestaaer  af  Suppekjd og Boller (saavidt jeg veed, ere  Retterne
altid  de samme). hvortil ombres Peberodssauce i Splkummer.  Ved
det  "sndre Bordet" bestrides Opvartningen af Vrten selv  og  af
Bedemanden.  Naar  Kjdskaalene begynde at tmmes,  bliver  Suppen
baaret  ind  i  Tinkar  og heldet ud i dem.  Gjsterne  lange  til
Skaalene  med deres Skeer, og alt som Suppen mindsker, heldes  nyt
forrd paa. _______ Den almindelige stilhed afbrydes af og til ved
Prstens  Opmuntringer, saasom: "naa, hvordan gaaer det ved  Nrre
Bordet? Jeg synes de ere saa stille derovre!"
Suppen er spist, hvorpaa hver af Mandfolkene tager sin anden  Syp.
Knive  og Gafler aftrres ved de Opvardende, og nu sttes  stegene
frem,  paa  det  sndre Bord: en Kalkunsteg, en  Gaasesteg  og  en
Lammesteg,  desuden  vel  og  en  Svine-  eller  Grisesteg   eller
Andesteg.  Til  Sauce for samtlige Stege bruges smeltet  Smr,  og
til  Sylteti  Rdbeder. tilberedte med hjemmelavet leddike.  Til
Drikke  haves,  foruden Brndevin, kun et guuladent,  sdvanligvis
uklart, tyndt sdt l.
Prsten lader en Tallerken gaae rundt for de Fattige. Eller og  er
det   Bedemanden,   der   kommer  med  Tallerkenen   og   i   sand
Bedemandsstiil opfordrer til, efter gammel Skik nu at  mindes  den
Fattige.  Efterat  Tallerkenen er gaaet rundt,  paa  hvilken  Hver
pleier at lgge nogle Kobberskillinger, staaer Bedemanden frem  og
holder  en  Tale, der ved Barselgilder og Bryllupper sdvanlig  er
beregnet paa at vre  komisk, men ved Uffrllerne idetmindste  for
den  Fremmede ofte bliver det endmere ved den monotone  Bedemands-
Hitidelighed,  hvormed  den fremsiges i  Streng  gammelbornholmsk
Dialekt.  Han takker de rede Gjster, at de med deres  Nrvrelse
have  villet hdre den afdde for sidste Gang, beder dem at  ville
blive  der  1 Time eller og 6, alt efter Velbehag, og -  at  komme
igjen  Allesammen  nste Dag Kl. 11. Paa  den  Fremmede  gjr  den
sidste   Anmodning,  under  Synet  af  de  mange  tomme  Fade   og
snderlemmede Stege, en slaaende Virkning.
Prsten  sprger  nu, om de ere frdige ved "nrre Bordet",hvorpaa
han  minder dem alle om at lse deres Bn. Efter en lignende Pause
som  fr  Maaltidet, reiser man sig og nsket:"  Velbekomme"  ger
derpaa  om  mellem  hver isr. Mandfolkene give hinanden  Haanden.
"Qvindfolkene"  kysse  hinanden gjensidigen  paa  begge  Sider  af
Munden.  Hine give ogsaa hver af disse haanden, hvorhos  dog  ofte
endnu vanker et Kys.
Bedemandens  indbydelse til nste Dagen er ingenlunde paa  Skrmt.
Den anden Dag bevrtes altid med Risengrd og Klipfisk.

                    ____________________________________

Ved   sadanne  Gjstebud  drikkes  ungtelig  en  betydelig   Deel
Brndeviin. Til Snapseglas bruges et af de sdvanlige Viinglas, og
dette  hrer som sdant hjemme ved hvert Maaltid og hver Ret  uden
Undtagelse. I begyndelsen vilde den unge Doctor gjerne gjennemfre
en  radical Reform i denne retning, men han fandt ikke  en  eneste
Proselyt.  Da  jeg  frste Gang sad tilbords  med  Familien  i  en
Bondegaard og saa, hvorledes frst Manden stak sit Glas ud, saa en
af  de ldre Brn; derpaa en lille Dreng, der netop kunde naae med
hagen  over  Randen af Bordet,  ogsaa fik sin Syp, og nu  Moderen,
der sad med sit spde (endnu diende) Barn p Skjdet, drak sin  og
-  gav  hvad  der  var  tilbage i Glasset til Barnet,  troede  jeg
ieblikket  kommet  til  at prdike Totalafholdenhed.  -  Men  fra
Lnestolen  i  et  Hjrne af Stuen reiste sig  en  hi  graahaaret
Olding,  lagde  haanden ned paa min Skulder og sagde:"  nei,  Herr
Doctor, havde jeg ikke faaet Brndeviin fra jeg var et lille Barn,
saa havde jeg ligget i min Grav for lnge siden."
Skulde   man   ville  virke  imod  den  paa  Bornholm  almindelige
Brndeviinsdrikken, saa troe jeg, at de bedst maatte  ske  ved  at
faae  indfrt  et  godt,  nogenlunde strkt  l.  Aldeles  gjrede
Drikke,  vil  neppe  noget Folk finde sig i,  som  frst  er  vant
dertil.
Ikke  at  kunne taale Brndeviin, vidste man snart overalt,  hrte
til den nye Nexdoctors besyndelige Mangler. En anden, ikke mindre
besynderlig, var den, at han aldrig kunde rigtig finde Rede mellem
Nord  og *Syd eller Vest og st. Bornholmerne bruge nemlig  yderst
sjeldent Benvnelserne hire og venstre. Sprger man: "hvem er den
unge  Pige  der til hire?" saa sprges der igjen: "hun i  ster?"
Indeni den bornholmske stue vnner man sig ogs temmelig snart til
at orientere sig i henseende til verdenshjrnerne, da den i Eet og
Alt er stillet efter dem. Men naar jeg paa mine Udflugter til Hest
spurgte  om  Veien til Hans Kofod eller Mads Kofoed,  og  fik  til
Svar:  "Doctoren kan aldrig tage Feil. De behver kun at ride  mod
Sydst til De stder paa en Korsvei, saa dreier De om lige i  st,
og  naar De seer en Gaard  i Nord, saa rider De Vester om den, til
de  seer  en anden Grd i Nordvest" - saa faae Veiviseren mig  til
sin store forundring gjerne ride netop den forkerte Vei.
Bornholmerne selv ere altid og overalt orienterede i Henseende til
Verdenshjrnerne.  Jeg  troer, man kunde dreie  en  Bornholmer  10
Gange  rundt med tilbundne ine, og han vilde dog endnu vide strax
at  angive  Vest og st. Dette saa meget lettere, som han  tillige
altid  veed,  hvad Vinden er; thi da det er lidet sandsynligt,  at
den  skulde have dreiet sig medens han selv blev svinget  om,  saa
vil  han  endnu med de tilbundne ine let kjende igjen  den  Kant,
hvorfra  han  forud havde lagt Mrke at den blste.  "Bornholmeren
har  altid  sit  Compas i Hovedet " skal en  Fremmed  engang  have
bemrket,  og  dette  gjelder  idetmindste  saalnge  har  er  paa
Bornholm  eller paa Havet. At det imidlertid kan glippe, veed  jeg
deraf, at jeg har hrt en Bornholmer sige til en anden: "Tnk Dig,
hvad  Kjbenhavn er for en By! Jeg gik der i tre Dage, - og vidste
ikke hvordan jeg gik!"

                _____________________________


Dog  vil  vi forlade Indlandet af Bornholm og sge ned til Kysten.
Her   ved   Havets   Bredder  er  Bornholmerens  egentlige   Hjem.
Bornholmerne  ere  nsten  alle dygtige  Smnd.  Det  vilde  vre
overdrevent  at  sige: de ere Smnd fra Fdslen af;  men  det  er
vist,   at  de  ere  flinke  Smnd  fra  deres  tidlige  Barndom.
Bornholmeren  lrer lige saa tidligt at orientere sig  i  de  fire
Verdenshjrner,  som Kjbenhavneren lrer at  kjende  Venstre  fra
Hjre.  Han  lrer og maa lre det med selve Modersmaalet.  Men  i
samme Forhold tidligt lrer han ogsaa i Almindelighed at fle  sig
som  hjemme paa Havet. Saaledes navnlig forsaavidt han  hrer  til
det overveiende store antal Familier, der boe ved selve Kysten  og
der have deres Erhverv. Det hndte under mit ophold i Nex, at  en
lille  Baad  kantrede med en Dreng paa 11-12  Aar  og  hans  yngre
Broder.  Ingen af dem tabte Besindigheden. Den ldre Dreng fattede
den  yngre og arbeidede sig med ham op paa Kjlen, hvor han  holdt
ham og sig selv fast, indtil man omsidere bragte dem Hjelp.
Nexs  Hovedgade tilligemed Torvet ligger langs Strandbredden  med
aaben   Udsigt   til  Havet,  omtrent  som  vore   Fiskerleier   i
Almindelighed.  Hrer en kjbenhavnsk Doctor her  deres  Samtaler,
saa  bliver han ofte tilmode omtrent som en bornholmsk Smand  maa
blive det ved at hre en Doctordisputats. Medens jeg gjennem  mine
Briller  troede, at kunne kjende et Skib heelt ude  i  Horizonten,
disputerede  Bornholmerne, om det var  Mads  Hansen  eller  Jrgen
Kofod. Ved en saadan Leilighed har jeg seet en aldrende Kone holde
den  flade  Haand  over iebrynene og bemrke:  "det  er  Christen
Jeppesen; jeg kan kjende ham paa hans nye Klyver." - Sagde jeg:  "
der  kommer et Skib!", saa svaredes der:"nei, Herr Doctor, det  er
en  engelsk  Brig som gaar for halv Vind til finske  Bugt."  Ingen
Seiler  gaar  forbi,  om  end  i  fjern  Afstand,  uden  at   dens
Manvrering underkastes en streng Critik. Snart finder man, at han
gjr  for  korte, snar for lange Slag; snart at han har for  mange
Seil  oppe, snart at han burde stte dette eller hiint til  endnu,
at han burde holde lngere mod st eller mod Vest, at han ventelig
har  mangel  p  Mandskab osv osv  - Man siger  ikke:  det  blser
strkt eller meget strkt: Man er straks paa det rene med, om  det
er en Laberkuling eller Bramseils - eller rebet Merseilskuling osv
-  Man taler heller ikke om hvad Vinden er. Det kan jo Enhver fle
paa  sig  selv, hre paa Vindens Susen og Havets Brusen,  see  paa
Blgernes Bevgelser, paa Skyernes Gang, paa Seilernes Bevgelser.
Man fritter snarere efter, hvad den vil blive mod Natten eller den
flgende  Dag, og tager Kjende dertil af Horizontens og Skyhimlens
udseende. En Bornholmer veed selv i den mrke Nat, hvad Vinden er.
Han  hrer  det  paa Lyden fra Havet eller fra Vinduesruderne,  og
halv  i  Svne  tilraabes  han  af  Vgteren,  istedetfor  med  de
Kjbenhavnske  Vers, med et: "Klokken er slagen  11  -  Vinden  er
Nordvest!"
Som  en  Skyggeside  hos  Bornholmerne maatte  jeg  fra  frst  af
betragte den lidet skjulte Glde, de rbede ved Anmeldelsen af  et
Vrag.  Men  jeg mrkede snart, at jeg i denne Henseende  ikke  var
berettiget til at foreholde mine nye Landsmnd Nogetsomhelst.  Den
frste Stranding, der forefaldt under mit Ophold paa Bornholm, var
en  preussisk Galease, der ved Paaseiling havde mistet sit Roer og
nu  drev  ind  paa den sandede Sydkyst, hvorfra hele dens  ladning
maatte  bjerges  i Land. Den bestod i en umaadelig  Mngde  fransk
Papiir, Rainetter og  udmrket blemost, og fyldte nsten tre hele
Bndergaarde.  Fra mange Miles Omkreds strmmede Befolkningen  til
under  Bjergningen  og  Auctionen. Alle havde  noget  at  bestille
derved. Smndene havde at bjerge fra Vraget. Bnderne at bringe i
Huus,   Kjbmndene  at  kjbe,  Doctoren  at  undersge  Varernes
Uskadelighed,Byfogden og Byskriveren at ordne det Hele,  Amtmanden
at have Overtilsyn, Commandanten at paasee Ordenens Opretholdelse.
Kaptainen  og  Mandskabet vare uden Skyld, havde Intet  mistet  af
deres  egne  Sager  og forpleiedes paa det Bedste.  Det  Hele  var
ungtelig  et interessant Skue, og det forekom mig, at  naar  alle
Strandinger lb saa vel af, saa var der i Grunden Ingen,  der  led
Tab   derved,   -   uden  Assurandeurerne,  "og  Assurandeurerne",
bemrkede  jeg, "skulle dog allermindst klage; thi Assurandeurerne
leve  jo  af Strandingerne. Var der ingen Strandinger,  saa  vilde
Ingen  assurere,  og  alle  Assurancecompagnier  maatte  gaa   til
Grunde."
Endnu  svagere  opdagede jeg mig selv at vre ved  en  paaflgende
Stranding.  Det var en hollandsk Kuf, hvis Ladning  bestod  af  de
meest udmrkede, for strstedelen bouteillerede Vine, bestemte for
Keiseren af Rusland, - fremdeles en maaske fuldstndig Samling  af
alle  i  de  to sidste Aar i Frankrig udkomne Bger og endelig  en
uoverseelig    Mngde    franske   Galanterisager,    isr    fine
Staalarbeider.  Var jeg ved den frste Stranding  bleven  forsynet
med  Papiir  for  mange Aar, saa blev jeg ved  denne  ikke  mindre
forsynet  med  Vine  og - med nye Bger trods nogen  i  Kjbenhavn
boende  Naturforsker og Lge. Jeg vilde vre  en  Hykler,  om  jeg
ngted, at jeg flte den meest levende indre Glde, da jeg, ved at
see  ned  i  en nys aabnet Kasse, lste: Biot trait  de  physique
experimentale,  Cuvier  recherches sur ossements  fossiles  o.s.v.
o.s.v.
I denne Henseende matte jeg altsaa ndvendigviis blive overbrende
med de gode Bornholmere. Og nu tilmed ved at blive Vidne til deres
Mod  og Sagkundskab under Bjergningen! Udenfor Svanike hndte  det
sig  i Efteraaret 1822, at et stort engelsk Skib, som i nogen  Tid
havde  ligget for Anker paaa Grund af Modvind, under Bortseilingen
stdte saa voldsomt an mod en Klippevg, at Skroget brast, og hele
Dkket  med  Masterne  styrtede omkuld. Det var  i  Mrkningen.  I
Kahytten  sad en engelsk Dame ganske roligt og drak Thee,  da  hun
pludselig  tilraabtes, ieblikkelig at komme op med sit  Barn,  om
hun  vilde  frelse sit og dets Liv. Bornholmske Smnd  havde  fra
Kysten  vret  ievidne  til  Ulykken.  Vraget  laa  tt  op   til
Klippekysten, men det var overmaade vanskeligt, at komme over  paa
denne, isr da Brndingen var temmelig voldsom. Kaptainen og  hans
Mandskab  havde  fuldtop at varetage ved at  kappe  Masterne.  Den
ulykkelige Moder havde tabt al Fatning, og da hun saae  de  barske
Semnd  med det fremmede Tungemaal trnge sig frem,  een  for  at
vriste Barnet fra hende, en anden for at gribe hende selv, kom hun
i en Fortvivlelse, der vilde have kostet hendes og Barnets Liv, om
den ikke var ladet undset af de vakkre Smnd. Hun maatte opholde
sig nogen Tid i Svanike, og hun lrte at kjende de Mnd, der havde
vakt hendes Rdsel, som sine kjrlige Frelsere.
Maaskee  vil  De  tillade mig at fortlle en anden Smandshistorie
fra mit Ophold paa Bornholm med lidt strre Udfrlighed.

                    ________________________

Paa  en kold Efteraarsdag i 1822 saae jeg fra mine Vinduer en stor
Deel af Nexboerne flokke sig sammen henne paa Torvet og stirre ud
mod  Havet. Jeg ilede til. Et stort Skib saaes at gaae til  Ankers
tt ved Kysten. "Det er en amerikansk Brig. Gud maa vide, hvad den
gaaer  til  Ankers for her med strk Paalandsvind.  Der  er  Intet
iveien med dens Takkelage; den gik nok saa smukt lige ind imod os,
som om den havde villet op paa Torvet." Man seer en Baad blive sat
ud.  Kaptainen  sidder ved Roret. Alles Nysgjerrighed  er  spndt.
Baaden  lgger til Land. Kaptainen springer ud. Det  er  en  rask,
solbrndt  Smand  paa nogle og tredive Aar. Han  trder  hen  til
tilskuerne. "Good by Gentlemen!" hedder det. Men han seer  sig  om
imellem  dem, som om han sgte nogen. Nu synes han at have  fundet
ham.  "My  dear  Sonne! do you not know me more?" - "Captain  Tom"
,lyder det fra flere Sider, "Captain Tom! is it you?"
Captain Tom! Hvem er Captain Tom?
For  10 Aar siden gik en herlig amerikansk Brig forbi denne  samme
Kyst  med samme Paalandsvind. Den kom kysten noget for nr og  lb
sig fast, Skibet blev Vrag. Kaptainen var en Mand paa nogle og  20
Aar.  Han  var fortvivlet, bandede sin Skjebne, Bornholm  og  Alle
Bornholmere.  Men  han lrte snart Bornholmerne bedre  at  kjende,
frst  under  den  farefulde Bjergning  af  Ladningen  og  Vraget,
dernst  under det ndtvungne halvaarige Ophold i Nex By,  -   og
han  kom  til  at  holde af dem, vandt mangen Ven,  maaske  mangen
Veninde iblandt dem. Det var Captain Tom.
Nu  har han i en Rkke Aar frt en anden lige stor og herlig  Brig
heldigt gjennem alle Farvande. Han er for ieblikket paa Veien fra
Petersborg til Amerika. Ved at passere Bornholm faaer han ie  paa
det  gamle Nex; gjennem Kikkerten seer han de paa Torvet staaende
Mnd. Han kan ikke modstaae Fristelsen. Han lader Ankret falde for
at  gaae  i Land, at sprge efter sine gamle Venner, vise dem  sit
nye  Skib,  drikke  et  Glas med dem og strax  igjen  forlade  den
farlige Kyst.
Lidt  efter lidt kjender han Flere igjen. Gjensynet er ikke  altid
gldeligt.  "Gram ! - bliver gammel Gram!" (Han havde ikke  ganske
glemt sine Venners Sprog i Nex.) Han sprger om Eens Kone, om  en
Andens  Datter. Hiin er dd, denne er gift Kone med en Flok B'rn.
"Where is Doctor Knauer?" "Han er dd, her staaer vor nye Doctor."
"Ah!  that young gentleman?" - "Where is Hansen?" "Hansen er syg."
- "Hansen er syg? lad os gaae til Hansen." - Men paa Veien maa han
frst  ind til Den og Den; hvert Sted maa drikkes et Glas paa  det
uventede Gjensyn.
Nu samles Alle hos Kaptain Hansen. Medens Sprgsmaal og Svar vexle
med  Haandtryk  og  Udbrud af Glde eller Beklagelse,  beredes  et
Gilde  i den vre Etage af Huset. Et langt Bord med to Rader Bnke
er  besat  med  Punschboller, Glas og Tobakspiber. Munterheden  er
snart  i  Gang. Det lave Rum fyldes af Punschens Damp og  Pibernes
Rg.  Mrket  er  faldet  paa, Lysene  tndte.  Skaaler  fle  paa
Skaaler. Captain Tom! - "Captain Winslw" - One glas for our  poor
host  Captain  Hansen! - We will never meet again!"  "Venskab  for
ever!"
Det var nu blmrkt; gjennem de strkt beduggede Vinduesruder sees
kun  den  sorte Nat. Imidlertid bemrkes nrmest ved Indgangen  en
vis  urolig  Gruppe. En lille but Smand med et  af  Sol  og  Vind
strktfarvet  Ansigt og store Bakkenbarter er  i  Haandgemng  med
flere  Andre.  - "Jeg vil sige det!" raaber han,  "  nei  jeg  vil
skraale det, saa det skal... " - Du skal ogsaa sige det, men  ikke
saaledes!"  og de sge at holde ham for Munden. - "Jo d.O.  tordne
mig skal jeg det! - Captain Tom! hear the storm!!!"
Ddsstilhed ieblikkelig i hele Stuen. Gjennem Damp og Rg, oplyst
af   Tllelysenes  hie  gldende  Taner  sees   en   Rkke   rde
Smandsansigter  med  lyttende Miner og  stive  ine.  Stormregnen
pidsker paa de sorte Vinduesruder saa hele Stuen ryster.  -  I  en
dyb   Basstemme  fremsiges  langsom  og  alvorligt:"  Ost-Syd-Ost,
dobbelt  rebt  Merseilskuling." - "My ship!" - "I  must  along!  -
"Farewell! farewell! for sidste gang!" - "Farvel Tom! og nu  endnu
et Glas paa Faldrebet!" - "Nei den O....t... mig!" skreg den lille
butte  Skipper,  og  som en Hammer faldt hans knyttede  Haand  paa
Bordet, saa Boller, Glas og Lysestager dinglede, - "ikke Noget  at
drikke mere! afsted alle Mand, og det lige paa Timen! Hans Manskab
ligger udenfor som Sviin. Afsted! Captain Tom, afsted!" - "I  must
have  a  pilot!"  - "en Lods? - vi ere Lodser allesammen!  afsted,
afsted!" - og ud af Dren ned af den steile Trappe styrtede de Een
efter  den  Anden, eller to og to sammen under Afskedsomfavnelsen,
skuppede frem af de Nstflgende.
De  Forreste  hrer man nu raabe og skrige udenfor.  Captain  Toms
Stemme  lyder igjennem: "Jack! - Dick! God dam, where is  Jack?  -
Paa Trappen endnu den samme Sti af de tunge Stvler og skraalende
Stemmer.  Men  oppe  i  Stuen er kun Een  tilbage,  den  Eneste  i
Selskabet,  der  ikke var "heelbefaren". De rdgule  Blus  fra  de
lange Lysetaner skinne igjennem Taagen af Rg og Damp og vise Gulv
og  Bord  liig  en  Valplads: omstyrtede  Bnke,  brukne  Glas  og
kridtpiber.  Stormens Hylen lyder dobbelt strkt  gjennem  Nattens
Stilhed;  Havet bruser, Takkelagen piber fra Fartierne i  Havnen.
Sfolkenes Raab hres endnu i det Fjerne. Af og til troer  jeg  at
kunne kjende Toms eller en af Bornholmernes Stemme.
Fuld af bange Anelser blander jeg mig med den udenfor Huset og ved
Standen  samlede Mngde. "Vil det gaae godt?" - "Ja, naar  de  kun
kan komme ud til Briggen i rette Tid! Men det vil holde haardt  at
naae  den.  Vinden staaer lige ind mod Land, og  det  er  en  svr
Sgang."  -  "De  Amerikanere kan heller ikke  Taale  Noget!  Hele
Mandskabet kunde ikke staae paa Benene, og de havde dog ikke faaet
saa meget."
Men  de  naaede Skibet endnu i rette Tid. Og neppe vare  de  komne
ombord,  frend  Captain Tom forlangte en xe  for  at  kappe  sit
Ankertoug;  hvert Minut var kostbart, det var den hieste  Tid  at
slippe  ud  i rum S. - "Men - nei F.g. mig! om du skal  lade  dit
Anker  blive liggende her, Tom!" heed det, og alle Mand  tage  fat
paa Haandspaderne og der synges op i Spillet, saa Stormens Hyl  og
Havets  Brusen  overdves  af den muntre Smandssang,  medens  det
svre  Anker hives rask op. "Tre Reb i Seilene! hold den klos  til
Vinden  Syd  efter! Farvel! farvel!" Og de springe i den  gyngende
Baad.  "  Gaaer Vinden bare ikke mere sydlig, saa klarer  hun  nok
Dueodden."
Det  blste  haardt hele Natten; men om Morgenen saaes intet  Spor
til  Vrag.  "Han  er  nok  kommen fra det dengang.  Det  er  nogle
forvovne  Karle,  de Amerikanere!" - Captain Tom,  og  Intet  uden
Captain Tom hrtes i Nexboernes Tale i mange Dage.
Den tredie Dags Aften sees en ubekjendt Fiskerdreng i Nexs Gader.
Han  sprger  efter Kaptain Hansen. - "Her er Kaptain  Hansen."  -
"Fra  hvem  er  det Brev, min Horra?" - "Det veed jeg  ikke,  Herr
Kaptain. Men i Morges ved Solopgang laae jeg med min Fader udenfor
Hammeren  og  fangede  Torsk.  Laberkuling  S.S.O.  Saa   kom   en
amerikansk  Brig Syd fra og holdt sig tt til Kysten.  Vi  ventede
hvert  ieblik, at hun skulde tage Roer i L og gire klar til  at
vende; men hun styrede lige ind paa os. Og saa dreiede hun bi,  og
vi  bleve  praiede, at der skulde komme en Mand  ombord.  "De  vil
kjbe  vore Torsk", sagde min Fader, "gaae du op med det  Par,  vi
have  faaet,  og see at gire en god Handel." Men da jeg  saa  var
kommen  op  af Faldrebet, saae jeg Kaptainene staae der  med  hele
Mandskabet.  Og saa talte han til mig i det bornholmske  Sprog  og
spurgte, om jeg kjendte Kaptain Hansen i Nex. Ja, sagde jeg,  jeg
har  nok hrt hans Navn, men jeg har aldrig seet ham. Saa var det,
at  han  viste mig dette Brev og spurgte, om jeg vilde bringe  det
lige  strax til Nex. Ja, sagde jeg, men Kaptain, det er  en  lang
Vei;  der er fire stive Miil herfra til Nex. Men saa tog  han  en
Slvdaler frem; min Fader siger, at det er en haard spansk  Daler.
Og  saa  lovede jeg strax at bringe Brevet herhid, og ligesom  jeg
var  kommen i Baaden igjen, dreide hun agterenden til og var snart
langt  vesterpaa. - "Det var godt, min Horra. Nu kan du blive  hos
mig  til  imorgen tidlig." - "Nei, Herr Kaptain, jeg siger  ellers
Tak,  men  det kan jeg ikke, for imorgen tidlig skal jeg ud  igjen
med Fader for at fange Torsk." - "Naa saa gaa nu ud i Kjkkenet og
faa dig lidt Smrrebrd og et Glas Brndeviin."
"Den  gode  Tom! Han skriver, at han ikke kunnet vende  Agterenden
mod  Bornholms Land uden at sige os Farvel. At I klarede  mig  mit
Skib,  skriver han, det gjorde I som brave Folk. Men at I bjergede
mig  mit  Anker, det skal jeg aldrig glemme Eder; og hvergang  jeg
seer  Ankeret,  og hvergang det holder mit Skib naar  det  kniber,
skal  jeg tnke paa Eder og troe, det er Eder, der holder det."  -
"Ham  skal jeg heller aldrig see mere", sagde den gamle Bornholmer
og strg sit Kjolerme hen over begge inene.

                    _____________________________

Naar  jeg paa mine daglige Udflugter fra Nex, snart langs Kysten,
snart  til  det Indre af Landet, saa de spredte Gaarde  med  deres
tilstdende  Haver  og Marker, men i midten af  Landet  den  store
"Alminding",  mindedes jeg den Skildring, som for  18  Aarhundrede
siden  den romerske Historieskriver Tacitus har givet af de  gamle
Germaner. Han siger, at de ikke boe tt sammen i Byer, men spredte
og  adskilte fra hinanden, alt eftersom en Kilde, en Grsgang,  en
Lund  har  givet  dem Lyst til at bygge, og at  Enhver  pleier  at
omgive sig Huus med en fri Plads.
Naar  jeg  saae det alvorlige, gammeldags Prg i Husets Bohave  og
hele  Ordning,  ved  Festerne  den lange,  tause  og  stive  Rkke
Fruentimmer  i deres nationale Hitidsdragt, Prsten p  Hisdet,
saa  tnkte jeg mig ofte hensat i de Tider, da endnu Catholicismen
raadede  i  Landet  i  hele  sin  Strenghed.  Men  da  jeg   lrte
Bornholmernes  Klgt  at kende i selv at istandstte  deres  Uhre,
selv  at  bygge  deres  Skibe; deres for en Stuelrd  ubegribelige
Frdighed i at vre sig uafbrudt Retningen i Rummet fuldt bevidst,
deres  fra  den tidlige Barndom erhvervede velse i paa  Havet  at
benytte  Vind  og  Veir og Strm, deres Aandsnrvrelse  i  Farens
Stund, deres Mod til at gaa den imde, deres Snildhed i at afvrge
den,  -  da  troede jeg endnu at see for mig hine  Nordens  ldste
Shelte, der byggede de smaa men sikkre Snekker, hvorpaa  de  uden
Kompas  eller  Skort  styrede over Havet indtil  Amerikas  fjerne
Kyster.  -  Naar jeg saae deres Lyst til det uvisse  Bytte,  deres
Overgivenhed i Drikkelauget - deres Beredvillighed til, fra  Rusen
i  mrken Nat at vove sig lige ud paa havet mod Storm og Brnding,
da troede jeg at have for mig hine Nordens Vikinger, der i Hjemmet
hengave  sig  til  Spil og Sviir, men derfra ved  en  indre  Trang
dreves  ombord, for paa det vilde Hav og fremmede Kyster  at  sge
kamp  og Bytte, en Skrk for Fjenden, en til Dden trofast  Sttte
for Fosterbroderen.
Vi Lytte til hvert et Sagn fra Nordens Fortid, vi samle omhyggelig
hvert  Vaaben, hvert Vrkti, hver Hjerneskal, Alt, hvad  der  kan
tjene  til  at give os et klart Billede om vore Forfdre.  Men  de
bedste Minder om dem, troer jeg, staae endnu levende for os i hine
skandinaviske  boeres hele Charakteer og Vsen, om  end  fordlet
ved  Christendom  og Civilisation. - Et trediedel  Aarhundrede  er
gaaet  hen  siden  det  skete, hvad jeg  her  har  skildret.  Mine
bornholmske  venner fra den Tid hvile nu nsten  alle  i  christen
Jord  eller  paa Havets Bund. Af alle her skildrede Personligheder
staae maaske kun endnu tilbage hine to Smaadrenge paa den kantrede
Baad eller hiin lille Fiskerdreng fra Hammeren. Men medens den ene
Slgt aflser den anden, ville vi ikke betvivle, at jo hiin gjve,
fra  vore  Forfdre nedarvede Smandsaand end i mange  Arhundreder
vil bevares til Danmarks Roes og Hder.

                _____________________________
                _____________________________
